Photoshoot hos Kirstine Mengel

Jeg har haft fornøjelsen af at få mine værker "skudt" af en rigtig fotograf.

Fotografer har ofte hver deres kerneområder, styrker og erfaringer, og Kirstine Mengel har et bredt spektrum. Det er især arkitekturen, der har fanget hendes interesse, og hun har et sikkert øje for komposition og farve. Hun har vundet flere priser, og var i år i New York for at modtage endnu en foto-pris. Jeg kan især godt lide den enkelhed og stringens, jeg finder i Kirstines fotografier - og det er uanset, om det er hendes portrætfotos, interiør- eller arkitekturfotos. Hun har øje for detaljen, og formår samtidig at skrælle det uvæsentlige fra. Motivet står stærkere frem, og det væsentlige fremhæves.

Vi havde aftalt, at jeg skulle tage nogle forskellige værker med; så jeg fyldte bilen til randen og satte kurs mod Odense. Kirstines fotostudie ligger på havnen i Odense, og lokalerne er rå. Lyse og højloftede. Vi stylede værkerne i fællesskab, og i processen mistede jeg helt tidsfornemmelsen; det var koncentreret arbejde, og virkelig inspirerende og lærerigt. Kirstine jonglerede med forskellige kameraer til forskellige styles; min respekt for håndværket er vokset efter vores session. Der blev brugt forskellige backdrops til de forskellige værker, dvs. forskellige typer baggrunde. Vi eksperimenterede også med en kombination af interiør og keramik. Der kom en rigtig fin fotoserie ud af det, og jeg glæder mig til at bruge dem i forskellige sammenhænge. Herunder vises et udpluk.

Nogle af fotografierne fik en helt Hammershøi´sk stemning; enkel, underspillet og masser af naturligt lys. Jeg er især glad for de fotos, der har grå baggrund - de bliver i mine øjne til helt selvstændige kunstværker. Et af fotografierne er allerede blevet udvalgt til min jubilæumsplakat, og hænger nu i mit keramikværksted i glas og ramme.

Kirstine Mengels hjemmeside finder du her, og hendes Instagram-konto finder du her.

Alle fotos på denne side: Kirstine Mengel.

Stol venligst udlånt af JENSENplus